FJERNELSE AF BØRNEPOLYPPER - INFORMATION OM ADENOTOMI
Adenoidektomi er fjernelse af ”børnepolypper” / adenoide vegetationer, der findes i overgangen mellem næsehule og svælget (næsesvælget).
Ved besværet eller blokkeret vejrtrækning gennem næsen, samt ved gentagne og langvarige mellemøreproblemer kan operativ fjernelse være påkrævet.
Operationen foregår i fuld bedøvelse, hvor børnepolypperne fjernes ved udskrabning gennem munden.
Fuld bedøvelse kræver overholdelse af faste regler/tom mavesæk. Man må senest have spist eller drukket mælkeprodukter indtil 6 timer før operationen, modermælk indtil 4 timer før og tynde væsker (vand, saft eller juice) indtil 2 timer før.
To timer før operationen gives smertestillende medicin i form af stikpille (panodil, pinex eller paracetamol) efter barnets vægt.
Operationen varer 10-15 minutter. Efterfølgende vil blødning fra næse og mundhulen forekomme. Barnet observeres i klinikken til tilstanden er stabil og blødningen ophørt.
Efter operationen kan drøblen midlertidigt føles mere fyldig og tungen øm. I starten anbefales blød kost som yoghurt, is o. lignende, stigende til franskbrød uden skorpe før overgang til normal kost.
Barnet bør være hjemme i 5 døgn efter operationen. Ses frisk blødning fra halsen efter operationen, kontaktes klinikken (tlf. 86 250025) eller lægevagten. Ved feber og/eller forværring af smerter i dagene efter operationen kontaktes klinikken (tlf. 86 250025) eller egen læge.
Det anbefales at fortsætte med smertestillende medicin de første 1-2 døgn. Kontrol efter operation sker 1 måned efter indgrebet.